Ukiyo-e: billeder fra den flydende verden.
 
Japanske træsnit fra det 18. og 19. århundrede og deres indflydelse på den europæiske kunst, den såkaldte japonisme
 
Af: Torben Wendelboe.
  
     
  Indledende.
  Der er mange grunde til at interessere sig for det japanske træsnit fra det 18. og 19. århundrede. For det første er træsnittet Japans væsentligste bidrag til verdenskunsten. For det andet fik træsnittet afgørende indflydelse på europæisk kunst fra midten af det 19. århundrede. Og for det tredje - for nu at standse der - er det japanske træsnit et område af verdenskunsten, hvor selv samlere med begrænsede økonomiske muligheder stadig kan være med; for få hundrede kroner kan man erhverve små bogillustrationer, for få tusinde fremragende farvetryk af store mestre.
  Træsnittets historie.
 

Det farvetræsnit med ofte mange farver, som vi beundrer i dag, opstod efter flere tidligere tilløb i det væsentligste omkring 1760-1770. Her bragte kunstneren Harunobu (ca. 1724-1770) træsnit-teknikken frem til fuldkommenhed i sine såkaldte “brokade-tryk”, nishiki-e. Han skabte her med teknikken i sit berømte nytårstryk fra 1765 en succes, der skulle frembringe store kunstnere og give verden en rigdom af billeder fra alle hjørner af det japanske samfund. Træsnittene stammer overvejende fra Tokyo, dengang Edo, der på den tid med en millionbefolkning var verdens største by, rig, pragtelskende og underholdningssyg.

 Og befolkningen, træsnittenes store publikum, elskede at se deres verden i kunsten - modsat tidligere, hvor kunsten i Japan var en forfinet hofkunst med “høje” emner. Træsnittene skildrede, hvad man kaldte “den flydende verden”, nemlig livet her og nu - modsat “den evige”

Ukiyo-e, billeder fra den flydende verden, blev genrens navn.
  Træsnitteks teknik.
  Det japanske træsnit er det sublime samarbejde mellem kunstnere og kunsthåndværkere. Et originalitets-begreb som det europæiske er ukendt for genren. Et træsnit kunne typisk blive til på den måde, at en forlægger bad en kunstner om f.eks. et billede af en berømt skuespiller i en glansrolle på et af de mange teatre i det store forlystelseskvarter Yoshiwara. Kunstneren udførte så sit billede i den størrelse, det færdige tryk skulle have. Dette billede blev så spejlvendt klæbet på en trykstok af kirsebærtræ, hvorefter træskæreren skar alt det væk, der ikke skulle trykkes, sådan at billedet kom til at stå i højt relief på trykstokken. Tegningen gik naturligvis tabt i denne proces.
Med denne første trykstok tryktes så en ofte lang række andre trykstokke - en for hver farve i det endelige billede. Kunstneren satte så farverne, og træskæreren skar så nye trykstokke, hvor kun det der i det endelige billede skulle have f.eks. farven blå blev stående; alt andet blev skåret væk. Alle disse stokke endte så hos trykkeren, der kunne føje op til hundrede stokke (og altså farver!) sammen blot ved hjælp af et par små pasmærker. En dygtig trykker kunne ramme med en halv hårtykkelses nøjagtighed! 		Fremstillingsmåden havde den (ikke mindst kommercielle) fordel, at nedslidte stokke nemt kunne erstattes med nye, således at man kunne fortsætte trykningen af f.eks. meget populære tryk. Det normale oplag og altså det en trykstok normalt kunne holde til lå på omkring 300 eksemplarer. Men meget populære tryk kunne trykkes i flere tusinde elsemplarer ved løbende at erstatte - eller reparere med specialværktøj, f.eks. en “næsehøvl” - de nedslidte trykstokke.
Trykstokkene var som sagt af kirsebærtræ og skåret langs med årerne, som man ofte kan ane i de tidligere tryk fra stokken.
Papiret, der blev trykt på, skulle være smidigt og stærkt for at kunne holde til de mange trykgange. Det var fremstillet af morbær-bast.
Farverne var oprindeligt naturfarver:
sort fik man af tusch (altså sod), hvidt af kridt, rødt f.eks. af knuste røde muslingeskaller, gult af safran, blåt af indigo-tidslen, brunt af jernholdig jord - for blot at give nogle enkelte eksempler. Opløsningsmidlet var vand. Bindemidlet var gelatine.
 
  Det var naturligvis en vanskelig proces at fremstille og trykke med disse farver, så da Japan efter vestlig pression fra omkring 1860 åbnede for en egentlig handel med udlandet, kom bl.a. de billige, farvestærke anilinfarver til og erstattede stort set de oprindelige naturfarver i de senere tryk. Der kan altså i den seneste periode ses et ganske markant farveskift fra naturfarvernes generelt sarte nuancer til anilinfarvernes noget mere robuste farvemættethed, eller med andre ord: et skift fra det sarte til det grelle Der kunne være mange ansatte i en forlæggers billedværksted, og der var altså mange ansvarlige bag hvert billede: kunstneren, forlæggeren, træskærere, indfarvere og trykkere. Men efterhånden blev det kunstneren, der lagde navn til det færdige værk - det var salgsmæssigt smartest: publikum vil jo gerne dyrke stjerner. Et typisk farvetræsnit fra 1800-tallet vil indeholde kunstnerens navn, forlæggerens navn og et censur-stempel, ofte med årstal og måned for censureringen, så i mange tilfælde er det relativt enkelt af identificere trykket.
  Træsnittets motiver.
  Som sagt var det hverdagslivet, der var den populære emnekreds for ukiyo-e kunstnerne. Og træsnittet kan beskrives som en blanding af “Se og hør”, “Ugens rapport”, “Filmjournalen”, “Alt for damerne” og billed-geografi og -historie. Her var berømte kurtisaner, hvis påklædning blev kopieret af modebevidste damer, her var skuespillerportrætter for fanskaren, her var pornografi, her var billeder af smukke kvinder, af blomster og dyr, af landskaber og historiske helte. Mange skildrede livet i det førnævnte forlystelseskvarter Yoshiwara
  Træsnittets kunstneriske udtryk.
  Som sagt var mange af træsnittets motiver hentet fra teatrets verden, og det er nærliggende at sammenligne netop med teatret, når man skal beskrive det japanske træsnit. Lige som lyset på teatret oftest oplyser alt med et lige kraftigt lys og oftest også uden skygger, sådan er farverne i træsnittet. Der er tale om rene farveflader, der findes ingen skygger, udtoninger af farven ses sjældent, så det typiske indtryk farvemæssigt er de rene, klare flader.

Kunsthistorisk set er træsnittet en sammensmeltning af to kunstskoler, en fladedyrkende og en liniedyrkende. Træsnittet har den ovenfor omtale farveholdning fra den fladedyrkende skole, mens den liniedyrkende skole viser sig i træsnittets forkærlighed for dramatiske linievirkninger. Det er ikke mindst i opfattelsen af menneskekroppen, man kan se det særlige udtryk.

 Her gøres nemlig ofte grundigt rede for kimonoens folder og fald, der gengives som de ovenfor omtalte linier, mens kroppen oftest gengives som flade, altså uden at man kan opfatte de menneskelige konturer under kimonoen.
Denne behandling af flader og linier gør træsnittet unikt.

Et andet karakteristisk træk ved det japanske træsnit er perspektivet, som er, hvad man kunne kalde: det asiatiske perspektiv. Man kan forklare det sådan, at man kan sige, at perspektivet følger den asiatiske læseretning, at billedet altså læses horisontalt, hvorved de bagest liggende partier ligger øverst i billedfladen. Man kan altså ikke aflæse billederne ved at følge den europæiske vertikale læseretning, og det i Vesten traditionelle centralperspektiv findes altså ikke, eller i hvert fald kun umådelig sjældent.

     
  De store træsnitkunstnere.
  Hvis vi kalder førnævnte Harunobu træsnittets fader, kan man sige, at han gav liv til en kolossal flok af kunstnere - de tælles i hundreder, ja, tusinder op til omkring 1870, hvor perioden klinger af. Der kendes ca. 10.000 kunstnere, og der er registreret ikke mindre end 1 million billeder! Nogle af kunstnerne rager op som mestre i verdenskunsten. Her skal blot nævnes nogle få med en kort karakteristik.

Harunobu selv kendes bedst for sine yndefulde kvindeskildringer i raffinerede farver. Den gådefulde Sharaku (aktiv 1794-95) kom og forsvandt men skabte på kort tid en række fabelagtige skuespiller-karikaturer. Utamaro (1750-1806) bragte træsnittet til ekstrem fuldkommenhed i navnlig billeder af elegante kvinder.

Katsushika Hokusai (1760-1849) er vel periodens gigant inden for alle motivkredse. Mest kendt er han for sine udsigter mod Fuji - men også hans skitsebøger, Manga, der udkom i 15 bind, er vidunderlig tegnekunst. Keisai Eisen (1790-1848) kan fremhæves for sine sanselige kvindeportrætter.

 

 Endvidere skal fremhæves den skole, der blev grundlagt af Utagawa Toyoharu (1735-1814), og bærer hans navn, nemlig den væsentlige Utagawa-skole, som blev dominerende i næsten hele 1800 tallets ukiyo-e kunst, ikke mindst fordi hans elever Toyokuni (1769-1825) og Toyohiro (1763-1828) selv både skabte stor kunst og blev læremestre for en lang, lang række af periodens væsentlige kunstnere. Toyohiros mest berømte elev er Hiroshige (bemærk, hvorledes lærer-elev forholdet markeres ved, at eleven bruger sidste del af sin læremesters navn som første led af sit eget kunstnernavn!). Hiroshige (1797-1858) berømmes mest for sine landskabsbilleder, hvor motivet ofte ses fra en overraskende vinkel. Blandt Toyokunis elever kan fremhæves den meget produktive Kunisada (1786-1865), der udfoldede sig inden for alle genrer, Kuniyoshi (1798-1861), der navnlig kendes for dramatiske billeder fra sagnhistorien og ofte er temmelig eksperimenterende. Kunichika (1835-1900) bliver sammen med Kuniyoshi-eleven Yoshitoshi (1839-92) nogle af de sidste store kunstnere, der med traditionsbevidsthed bærer ukiyo-e kunsten frem mod afslutningen op mod århundredskiftet
     
  Det japanske træsnit og europæisk kunst
  Det japanske træsnit kom som nævnt i indledningen til at revolutionere den europæiske kunst, da det kom til Europa fra omkring midten af 1800 tallet. Japan havde af historiske årsager fra omkring år 1600 isoleret sig fra resten af verden og var i omkring 200 år et lukket land. Med den ovenfor omtalte handelsåbning efter vestlig pression strømmede varer ikke blot til Japan, der foregik også en eksport til Vesten. De mange års selvvalgte isolation havde betydet, at f.eks. ukiyo-e kunsten stort set havde været ukendt i Vesten, men nu kom denne kunst så som en veritabel bølge af inspiration til i første omgang Europa og her navnlig Frankrig.

De søgende kunstnere her, der ønskede alternativer til det udlevede akademiske maleri, samlede begejstret på træsnittene - der ifølge traditionen oprindeligt skulle være kommet til Europa som indpakningspapir for porcelæn!

 Edgar Degas, Claude Monet, Éduard Manet, Vincent van Gogh, Henri de Toulouse-Lautrec, Georges Seurat, Odilon Redon, James Whistler, Mary Cassatt, Gustav Klimt og mange, mange flere med dem samlede, kopierede, lod sig inspirere af og stjal fra træsnittene.

Således er impressionismen, postimpressionismen, ekspressionismen og art nouveau afgørende præget af det japanske træsnit - i så høj grad, at man kan sige, at Hokusai lærte van Gogh at tegne, at Toulouse-Lautrecs plakater ikke havde set dagens lys uden ukiyo-e’ s skuespillerportrætter, og at Degas’ balletpiger er af japansk oprindelse.
 
  Dette må naturligvis kort underbygges. Først skal den udbredte forestilling om, at det var det nyopfundne fotografi, der gav tidens malere modet til at foretage de bratte afskæringer af motivet, som man f.eks. ser hos Degas (og senere hos f.eks. Pierre Bonnard). Det er indlysende forkert. De første fotos var ikke senere tiders snapshots men omhyggeligt komponerede værker, der netop kopierede det traditionelle maleri. Nej, afskæringen skyldtes, at papirstandarder bød de japanske trykkere at dele et langt billede i f.eks. tre paneler, altså på tre stykker papir i standarsformatet, hvor motivet så blev trykt uden hensyn til, om man f.eks. derved kom til at skære en person eller en genstand midt over, så de to halvdele optrådte på hver sit stykke papir. Men sådanne løsrevne paneler dukkede hyppigt op i Europa uden sammenhængen, og de europæiske kunstnere oplevede, at man faktisk kunne skære motiver op på denne måde og opnå fremragende resultater ved det. Ellers kan der gøres opmærksom på, at van Gogh jo malede direkte kopier af Hiroshige-træsnit for at indleve sig i den japanske kunst, ligesom hans djærve, kraftige tegnestil er lån fra træsnittenes teknik, som han f.eks. fandt i Hokusais Manga-blade. Redon lavede en grafisk “gyser-serie”, hvor han nærmest blot har spejlvendt en lignende serie af Hokusai. Motiver og figurer fra træsnittene findes i talrige af de europæiske kunstneres værker, og hele fladebehandlingen hos f.eks. Klimt, hvor kroppene bliver flade og udtrykket er koncentreret om linie- og farvespil er europæiske “oversættelser” af f.eks. Eisens og Kunisadas billeder af smukke kvinder. Og endelig er Monets berømte have i Giverny med søen og broen en europæisk landskabeliggørelse af Hiroshiges billedverden.
     
  Opsamling.
 
Det japanske træsnit er fremragende kunst i sig selv, hvor det er bedst, og mængden af kunst af høj kvalitet er stor. Men det er også interessant at se, hvordan denne i tid og rum fjerne kunst kom til at præge og stadig præger verdenskunsten, ofte uden at sammenhængen bliver klargjort.

 

 Meget forenklet kan man altså vove den påstand, at nytåret 1765 i Edo ændrede verdenskunsten 100 år efter. Her blev for alvor startet en udvikling, der skabte en lang række japanske verdensmestre, der endnu i den almindelige bevidsthed venter på at træde ud af deres europæiske elevers skygge.
     
  .Foreløbige litteraturhenvisninger (to hovedværker):
 
Lane Richard: Images from the Floating World. The Japanese Print, copyright 1978, flere udgaver.

Bogen er det uomgængelige hovedværk om Ukiyo-e med et væld af faktuelle oplysninger i leksikondelen og en fremragende oversigt i de genrehistoriske afsnit. Rigt illustreret. Eneste lille minus er en meget høj vudering af de tidligere og tilsvarede lav vurdering af de senere kunstnere, hvis kvaliteter Lane kan undervurdere noget.

 Wichmann, Siegfried: Japonisme. The Japanese influence on Western art since 1858, copyright for den engelske udgave 1981, flere udgaver (også på originalsproget tysk).

Bogen er det uomgængelige hovedværk om japonismen med et væld af illustrationer, der viser den japanske påvirkning ikke blot snævert inden for billedkunsten men også i kunsthåndværk m.v.
     
 

 

  
     
  At købe træsnit:
  Man kan ofte se japanske træsnit på auktioner, også på internettet, men et meget anbefalelserværdigt sted, hvor man får en reel og kompetent vejledning , og hvor man som regel kan finde et flot sortiment i alle prislejer er:
Arts d’Afrique
v/ Arne Hjelmslund Johansen
Hauser Plads 24.
1127 København K. Tlf. 33 14 26 56.
 

 

  
     
 

Denne artikel foreligger her i 3. version.

Den vil løbende blive udvidet (og korrigeret) og forsynet med illustrationer samt litteraturhenvisninger og henvisninger til andre web-sites m v.